To håndtegn og en ringeklokke

Der er kun to håndtegn, der er værd at kunne, og tilsammen dækker de alt, hvad du har brug for at fortælle. Hånden lige op i luften betyder "jeg stopper". Armen strakt lige ud til siden betyder "jeg drejer den vej". Det er hele ordforrådet, og alle herhjemme bruger det hele tiden.

At give tegn er et lovkrav, ikke en høflighed, og grunden er tætheden. På en travl sti kan der være et dusin mennesker bag dig, som alle kører hurtigere, end du tror, og ingen af dem kan se forbi dig. Dit tegn er den eneste advarsel, de får. Giv det i god tid - før du sætter farten ned, før du drejer - og ikke mens du er i gang, for så fortæller du folk, hvad der skete, i stedet for hvad der er ved at ske.

Kig, før du giver tegn. Rækkefølgen er altid den samme: kig over skulderen, giv tegnet, ryk så ud. At give tegn først og kigge bagefter er at annoncere en manøvre ind i et hul, du ikke har tjekket er tomt.

Din cykel skal desuden have en ringeklokke, der virker - det er påbudt udstyr, og en cykel uden er ikke lovlig. Men klokken er et faresignal: den må kun bruges, når det er nødvendigt for at afværge en fare. Man ringer altså ikke for at overhale, lige så lidt som man dytter, når man vil overhale i bil. Hører du en klokke bag dig, så opfat det som en advarsel: hold din linje til højre, lad være med at slingre, og lad den anden komme forbi.